Seværdigheder

Steder at se på Helnæs

Helnæs Made

Det flade land ved Helnæs Made står i stor kontrast til Bobakkernes kuperede grønne terræn. På Maden kan man vandre en flot tur langs en afmærket rute på cirka tre kilometer, som bl.a. kommer forbi en dejlig badestrand. Du kan køre til Helnæs fra Fyn via den naturlige dæmning Langøre.

Bobakkerne

Lige efter dæmningen ud til Helnæs ligger Bobakkerne som en kæmpevold, der om sommeren er klædt i et farverigt blomsterdække. Her er der rig mulighed for vandreture på stierne i den smukke natur. Der kan også bades undervejs, på de små strande der er at finde rundt på turen.

Helnæs Mølle

Med sin beliggenhed lige ud til Helnæsbugten danner friluftsgården en unik ramme for kystnære aktiviteter – herunder sejlads i joller, kanoer og kajakker. Det lavvandede område ved friluftsgården indbyder til både badning og udforskning af livet ved vandet.

Helnæs Fyr

For enden af Lindhovedvej finder du Helnæs Fyr, hvor der også er en parkeringsplads og et offentligt toilet. Fyret er opført i 1901 og har en højde på 28 meter. Indvendigt adskiller fyret sig fra andre danske fyr ved at være opdelt i etager med reposer. 

Steder at besøge på Helnæs

Stranden

Vi anbefaler at tage en tur til stranden og nyde det lavvandet hav og de fantastiske friluftsaktiviteter. Der er ingen grund til at medbringe madpakken, da stranden kun ligger 300 meter fra campingpladsen. Derudover er der flere strande at finde rundt på Helnæs. Bl.a. ned af Stranddybet, som er et sommerhusområde, hvor der er flere badebroer langs stranden. 

Helnæs Kro

Helnæs Kro har i mange år været kendt for god hjemmelavet kromad – tilberedt af friske råvarer, serveret af venlig og professionel betjening i hyggelige omgivelser. 

På grund af skiftende åbningstider anbefales det at bestille bord.

Alternativt og hyggeligt indkøb

Rundt på øen vil man opdage, at der ligger en masse små, hyggelige forretninger langs vejen. Der er bl.a. at finde antikvitetshandel, loppemarkeder, brugskunstbutikker og små gårdbutikker med selvdyrkede, økologiske varer, lige fra jordbær til kartofler. 

Kør lidt længere

Odense – ca. 50 km fra Helnæs

Hvis man kommer langvejs fra og godt kunne tænke sig at se noget mere af Fyn, kan man nemt tage en tur til Odense. Den lille storby har en masse at byde på, bl.a. til den shoppingglade, hvor der både ligger gågaden og Rosengårdcentret. Vil man derimod på opdagelse i byen kan man besøge H.C. Andersens Hus i den gamle del af Odense. I denne del af byen kan man også finde Kim Larsens stamsted gennem mange år.

Egeskov Slot – ca. 50 km fra Helnæs

Hvis vejret er godt og man har lyst til en dag med oplevelser og leg, er Egeskov Slot et rigtig godt bud. Stedet er især ideelt for børnefamilier da der, udover slottet, er en kæmpe slotspark med legepladser, labyrint og gangbro i træerne. Derudover byder slottet også indenfor til en historisk oplevelse, med velbevaret værelser bl.a. fra Klunketiden.